Forside arrow Hartungs Hotlist
 
  PDF  Udskriv  E-mail

Hartungs Hotlist!

Opdateret 26.11.06

Her kan du se, hvad jeg helt personligt kan anbefale her og nu - musik, film, dvd'er, bøger, tegneserier, mad, vin etc. Listen bliver løbende opdateret - og jeg modtager meget gerne kommentarer/forslag.

MUSIK

Wolfmother: Wolfmother
De er unge, de er vilde, de er seje - og så kommer de fra Australien! Wolfmother er det bedste, der er sket for den hårde rock i lang tid. De har fanget ånden fra Deep Purple, Led Zeppelin og andre af de hårdtslående bands fra fortiden. Men de spiller absolut med nutidig nerve, energi og talent. Check lige "Joker & The Thief" og prøv at sidde stille bagefter. Nej, vel!? 

Kelly Clarkson: Breakaway
Det kan da godt være, at hun er ung og mest populær blandt teenagere. Men Kelly Clarkson emmer af vilje og farlig indre glød. Hun stiller sig ikke tilfreds med at være den pæne nabopige, men udstiller gerne sine skyggesider, så de nærmest bliver en dyd. "Because Of You" er nok den stærkeste hadesang, der nogensinde har været et hit! Og i det hele tage er det de negative følelser, som unge Kelly henter sin drivkraft i. Det er sundt at få ud - og stærkt at lytte til. Et talent, der kan komme langt, hvis vreden rækker.

Rihanna: A Girl Like Me
Endnu en ung sangstjerne, som har nosser - trods sit feminine køn. Rihanna har en af de der irriterende sødmefyldte, sexede og forførende stemmer, som man både elsker og hader. Hun har sans for den simple popsang, pakket godt ind i lækker r&b produktion. Hun omgås de smarte producere - men bærer projektet oppe på eget talent. "Unfaithful" er en usædvanlig sang om utroskab - sunget af den utro pige. En bemærkelsesværdig sang om at martres af dårlig samvittighed, mens man gør alt det forbudte, fordi man ikke kan lade være.

Johnny Cash: American V - A Hundred Highways
Den nu afdøde Cash nåede at efterlade sig endnu en omgang sange, indspillet ganske kort tid før hans død, med fremragende hjælp fra produceren Rick Rubin. Det er måske den sørgeligste plade, jeg ejer. For Cash slutter på toppen med en kraftanstrengelse af en indspilning, fyldt med referencer til livet og døden, no regrets. En stærk og skrøbelig stemmes svanesang - og en hyldest til kærligheden. Fortjener at stå i enhver pladesamling.

Sparks: Hello Young Lovers
De halvgale og helgeniale brødre Ron og Russell Mael er tilbage med en fuldstændig totalgenial plade! For en gangs skyld fattes man ord - det er et kakofonisk popmesterværk, som stritter lystigt i alle retninger. Lige dele pompøs rock a la Queen, storladen symfonisk pop a la Pink Floyd, voldsomme vokalharmonier og kaskader af iørefalende omkvæd. Årets udgivelse, simpelthen!

David Gilmour: On An Island
Han udgjorde den ene kreative halvdel af Pink Floyd, og det var ham, der ga os alle de klassiske guitarsoli. Nu har guitaristen taget spaden i egen hånd og udsendt et soloalbum, der tager over, hvor Pink Floyd slap. Det gør han godt, stilsikkert - og uden overraskelser. Glimrende tidsfordriv for alle os, der savner The Real Thing.

Paul McCartney: Chaos And Creation In The Backyard
Jeg har alle dage haft en svaghed for McCartney og alle de øvrige beatler. Men det har sandt at sige været svært et bevare begejstringen for McCartneys seneste stiløvelser inden for gammeldags rock og hans genbrug af ældre materiale. Derfor er glæden stor, nu hvor Macca er på banen med et ægte studiealbum og 13 nye sange, der trækker en tråd helt tilbage til stilen omkring 1970. Det er stor sangskrivning og lutter melodisk vellyd.

Neil Young: Prairie Wind
Den aldrende rocker er tilbage i den semiakustiske, melodiske stil fra "Harvest", som klæder hans stemme så fremragende. Efter lang tids sygdom virker det denne gang som om, den altid produktive Young virkelig har dyppet pennen i hjerteblodet. Der er ikke en overflødig sang på et album, der er en født Young-klassiker. 

Lis Sørensen: Con Amor
Jeg har altid haft et svagt punkt for Lis Sørensen, der synger dansk som ingen anden. Det nye album er blandt de allerbedste i hendes produktion. Glem de sure anmeldere, der ikke kan lide, at nogle af numrene er inspireret af latinpop. Det er stdig Lis Sørensen i superform, og de nye sange er både melodiske og glimrende serveret.

Richard Thompson: Front Parlour Ballads
Det er efterhånden nogle år siden, at vi sidst har hørt fra denne folkrockens sære mand, som med sine skæve sange og sit uortodokse guitarspil aldrig har lydt som andre end sig selv. Rochard Thompson er blid, rå, skæv og kantet, men aldrig ligegyldig. Men man skal ikke være i tvivl om, at han atter har skrevet to-tre sange af den kvalitet, mange sangskrivere stræber efter et helt liv uden nogensinde at nå. "Let It Blow", "My Soul, My Soul" og så videre. Vintage!

Tina Dickow: In the Red
Så har vi fået en kvindelig dansk singer-songwriter i verdensklasse! Stemmen er blød og sprød, kælen og kantet, men aldrig mindre end sublim. Sangene er personlige, iørefaldende og langtidsholdbare.

Eels: Blinking lights and other revelations
Jeg har været vild med E alias Mark Oliver Everett, lige siden jeg som muskanmelder fik stukket debutalbummet fra Eels i hænderne for mange år siden. Siden har det været musikalske op- og nedture forbundet med Eels. Men så pludselig forløser E alle talenterne på denne fantastisk dobbelt-cd! personligt, terapeutisk, smukt, rørende, fuldendt, fabelagtigt, enestående...lyt, lyt, lyt.

Coldplay: X&Y
Hvordan er det nu lige, man følger op på det millionsælgende debutalbum "A Rush of Blood to the Head"? Jo, man skriver en samling endnu bedre sange, udvider sit musikalske univers (især guitaren er kommet frem i lydbilledet) og laver en født klassiker!  

Hush: A Lifetime
Det kan godt være, at de er danske, og det kan godt være, at de spiller amerikanskinspireret country-musik. Men Gerlach/Hartmann gør det så smukt, så de små hår rejser sig overalt på kroppen.

Nephew: USADSB
Et fremragende dansk album med en genial blanding af dansk og engelsk.

k.d. Lang: Hymns of the 49th. Parallel
Et album med cover-versioner af sange, skrevet af folk som Leonard Cohen og Neil Young. Kedeligt? Nej, smukt og inderligt.

FILM OG DVD

James Bond Agent 007: Casino Royale
Ny James Bond igen-igen. Den lyshårede Daniel Craig. Og en genindspilning af den "oversete" Casino Royale. Mon ikke tiden er løbet fra Agent 007? Svaret er et rungende nej. Den nye Bond er simpelthen den bedste skuespiller i rollen siden Sean Connery. Daniel Craig er iskold, rå, sexet, maskulin, barsk og alt, man kan drømme om. Og når han så møder verdens mest sexede modstykke, skuespilleren Eva Green, slår det erotiske gnister. Scenerne mellem de to er hele filmen værd. Og så får man i tilgift al den forventede hæsblæsende action - herunder en indledende forfølgelsesscene, der er den bedste i filmseriens historie. Okay, der er lidt rigeligt kortspil efter min mening. Men pyt - dette er den bedste Bond siden Connery stoppede!

Harry Potter og Flammernes Pokal
den hidtil bedste af de fire Harry Potter-film. Man sidder helt ude på stolekanten i 2,5 time. Det er spændende, det er medrivende og det er indimellem forbløffende uhyggeligt. Der er også både humor og unge amoriner i luften, så der er alt, hvad hjertet kan begære i en sublim kvalitetsfilm, der hermed har min varmeste anbefaling.

Walter og Trofast: Det Store Grøntsagskup
Det er genialt, det der! Sådan lød det engang om Michael Laudrup på fodboldbanen, og jeg kan kun gentage ordene om Wallace & Gromit, som vi i vores familie har dyrket som kulthelte i årevis - via de tre korte film, der hidtil er produceret med dem i hovedrollerne. Nu har de fået en lang spillefilm, og den er topunderholdende, ustyrligt morsom, fyldt med lækre detaljer - og faktisk ganske uhyggelig! 

Batman Begins
Så fik vi omsider en Batman-film for voksne, byggende på den mørke fortolkning af figuren, som vi kender fra Dark Knight af Frank Miller. Personligt synes jeg ikke, Batman er ramt helt på kornet, men filmen er konstant underholdende og tilpas dyb til at give baghjul til de øvrige fire Batman-filmatiseringer af nyere dato.

Sin City
At filmatisere Frank Millers hårdkogte, grænseoverskridende ultrovold-tegneserie ligner et kunstnerisk selvmord. Men ved at holde filmen i sort-hvide toner (med enkelte farver som i tegneserien), og ved at bevare tegneseriens grafiske sprogbrug er projektet lykkedes fuldt ud. Det her ER tegneserien - bare med rigttige mennesker. Volden er stadig ekstrem, men så tegneserieatig, at man kan holde det ud. En film noir, der har opfundet et helt nyt filmsprog til lejligheden - og som kan anbefales til alle, der elsker serien.  

Polar-ekspressen
Heldigvis laves der stadig naive julefilm så rene af sind og hjerte, at man kan bevare troen på den evige barndom og glemme, at det er computeranimeret fantasi, og at togføreren på drømmerejsen ligner Tom Hanks. 

Bad Santa
Heldigvis laves der også julefilm, der er så sjofle og rå, at man lettere kan holde alle de vamle sider af julen ud. Bad Santa er julemanden fra helvede - som knepper, prutter, bøvser og pisser sig ind i vores hjerter i en julfilm fyldt med bandeord. Ude på dvd. For voksne. Kun sadister ville vise denne film for børn.

Pixar: The Incredibles (De utrolige)
Se den på originalsproget med danske undertekster! Den er genial! James Bond møder Indiana Jones møder Superman!

Kongekabale
Sjældent har man oplevet så spændende en film helt uden voldsscener. Politisk dansk thriller i topklasse. Tæt på virkelighedens politik - tro mig, jeg kender Christiansborg efter 12 år som medlem af Folketingets Presseloge.

Tim Christensen: "Live at Abbey Road Studios"
Danmarks bedste sanger og et af de bedste bands! Anderledes kan konklusionen ikke være oven på sådan en koncert-optagelse. Pletfri live-optræden og musik i Beatles-traditionen.

TEGNESERIER

Hugo Pratt: Periplo Immaginario
Jeg faldt over denne tykke italienske bogudgivelse fra Lizard Edizioni på tegneseriemuseet i Bruxelles i sommer. Den sætter fokus på Hugo Pratt som billedkunstner og indeholder desuden et fremragende overblik over hele hans serieproduktion. Ikke er biografi, men især en samling af Pratts akvareller. Dette er verdenskunst, målt med enhver målestok. Vi er helt oppe i øverste skylag, hvor kun få kan være med. Efter min mening er Pratts akvareller og farveforståelse helt sublim, og han fortjener anerkendelse langt uden for tegneseriernes verden.

Carl Barks' Samlede Værker
Det er NU, du skal tegne abonnement på dette banebrydende 30-binds værk. Vi har ventet på det i årevis, og nu er tiden inde! Jeg er selv involveret i planlægningen og tilrettelæggelsen af udgivelsen, men det gør ikke glæden mindre.
Check lige www.carl-barks.dk

Tomasi & Snejbjerg & Hansen: Lysbrigaden
Nyt album fra forlaget G. Floy Studio/DC. Peter Snejbjerg tegner som en drøm, næsten som en Corben. Bjarne Hansen farvelægger - og historien om krigen mellem er både barsk, medrivende og i international topklasse. Det overnaturlige kombineret med Anden Verdenskrig.

Peter Madsen: Historien om en mor
Frit efter H.C. Andersen har Madsen skabt et poetisk værk, hvor farver og følelser går hånd i hånd. Smukt, enkelt og stærkt. Om at miste - og kunsten at forlige sig med sin skæbne.

Craig Thompson: Blankets
Denne såkaldte illustrerede roman på 600 sider er med til at løfte tegneseriemediet ind i et nyt årtusinde. Et følsomt erindringsværk, der kredser om en religiøs opvækst, broderskab og frem for alt den første forelskelse. Skildret med brede penselstrøg og et vidunderligt blik for detaljen. Kald det bare litteratur. Bogen kan købes i specialforretninger som Fantask. Der er p.t. ingen dansk udgave.

Se også mit bud på:
Verdens 25 bedste tegneserier!

BØGER

Colin Harrison: Efterspil
Forfatteren bor i New York og skriver nogle af tidens bedste thrillers. "Efterspil" er både en krimi og en samtidsroman - hvor der knyttes tråde fra Vietnam-krigen til nutidens aktiemiljø. Check også de andre bøger af Harrison - "Brooklyn Blues", "Manhattan Nocturne" og "Havana-rummet". Sexscenerne er forbløffende saftige!

"Politikens Store Rock Leksikon"
Den er blevet tykkere med årene (som de fleste af os), og den nye udgave er den bedste. Artiklerne (de enkelte opslag) er så velskrevne, at man kan sluge dem som lystlæsning.

Matthias Wivel og T. Thorhauge: Forandringstegn - De nye tegneserier", Forlaget Politisk Revy.
Fremragende præsentation af den nye, litterære bølge i tegneseriemediet. Smuk bogudgivelse - og så pyt med, at forfatterne ofrer rigeligt med plads på et par ret ligegyldige tyske serieskabere.

MAD

Bison
Faldt lige over en håndfuld bisonbøffer hos det lokale supermarked. Tø dem langsomt op i køleskabet et par dage, steg dem hårdt og brutalt to minutter på hver side i smør - og server dem med flødekartofler og dampede grønsager. Eller med bearnaise og pandestegte kartofler. Så forstår man Buffalo Bill - bisonkød smager bare til UG(H)!

Thaimad
Thailands køkken er efterhånden ved at vinde frem selv i danske provinsbyer, så det ikke længere kun er eksotisk storbymad. Hurra, for thaimad er både sundt og smager guddommeligt. Chili, citrongræs, kokosmælk, små thaiauberginer, thaibasilikum, fiskesauce, karry og så videre. Serveret med dampende varme jasminris. Ahhhh. 

Peters hurtige pastaret.
Mad til den travle hverdag laves ikke bedre: Mens du koger noget frisk pasta (100 gram pr. person), steger du følgende i smør på en meget varm pande: En hel porre, hakket i småstykker, samt 125 gram bacon i små stykker - porren må ikke blive sort. Så hælder du en kvart liter fløde på, koger ned, smager til med salt, peber og masser af basilikum. Og vupti - den friskkogte pasta hældes på panden og blandes med pastasovsen. serveres dampende varm. Velbekomme! 

VIN

Vine fra Bodega Fin del Mundo (Argentina)
Hos Philipson Wine har de engang imellem et parti rødvine fra vingården, der ligger i det uvejsomme Patagonien "ved verdens ende". Stjernevinen er en tætpakket omgang sort og frugtholdig væske, hældt på verdens tungeste vinflaske med stålskilt som etiket! Eksklusivt ser det ud, det smager af en million, men koster kun 80 kr. flasken.

Pesquera - årgang ligegyldig (2000/2001).
Hos Philipson Wine kan man for 130 kr. flasken sikre sig en spansk rødvin i verdensklasse. Den er kraftfuld og kan klare selv stærkt krydrede retter. Og så er den perfekt til store stykker rødt oksekød - gerne fra Australien eller Argentina.

DYR

English Springer Spaniel
Jeg voksede op med tre af disse fantastiske hunde - Tinne, Tanne og Sussi. Nu har jeg omsider anskaffet mig en ny portion lykke på fire ben. Og kan hermed varm anbefale denne hunderace til alle, der ønsker sig en børnevenlig, altid glad familiehund, der tillige er velegnet til jagt og har en ubegrænset kondition.

Gepard
Verdens hurtigste pattedyr. Et studie i elegance. Sætter alt ind i ét hæsblæsende sekund, når alle muskler spændes og udløses i en kortvarig jagt på byttet. Lykkes det, går geparden mæt til ro - og lykkes det ikke, er den truet på livet. Sådan er livet som selvstændig også (nogle gange) - derfor er geparden mit favoritdyr.

Rovfugle
Lige fra barnsben har jeg været dybt fascineret af rovfugle. Det er nok noget med blikket, roen og selvstændigheden, som de udstråler. Tårnfalke, musvåger, havørne, fiskeørne - alle har jeg set og nydt i den danske natur. Der bliver heldigvis flere og flere af dem blandt os.

Listen vil løbende blive opdateret.
Forslag modtages gerne!!!